”Vi er meget positive overfor den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Det er absolut den rette vej at gå. Randers Kommune har siden 2009 arbejdet ud fra sin egen digitaliseringsstrategi. Den nye fælles strategi er et boost for os,” siger Rasmus Bak Møller, chef for staben Politik, Kommunikation og Digital service i Randers Kommune.
Randers Kommune gik i foråret i luften med en hjemmeside, der i særlig grad støtter, at flere kan betjene sig digitalt. Samtidig bliver hjemmesiden personlig i det øjeblik en borger logger sig på med NemID. Interessen blandt borgerne for den ny hjemmeside har været stor. Til trods for at en kampagne for hjemmesiden kun er i sin begyndelse.
Rundt på den ny hjemmeside dukker personlige oplysninger op, når borgeren er logget på. Det gælder personlig information om økonomi, bolig og sundhed. Flere personlige informationer og muligheder for selvbetjening er undervejs.
Samtidig er hjemmesiden særligt designet til, at netop selvbetjening kommer helt i top og er nemt at finde.
Enkle regler er nødvendigt
”Vores ønske er at alle vores kanaler og platforme udmønter både vores egen digitaliseringsstrategi og den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at for at kommunerne kan leve op til en fællesoffentlig strategi, så er det tvingende nødvendigt, at regeringen arbejder på regelforenklinger. Der er i flere henseender så mange regler, at det er næsten umuligt at lave en fornuftig selvbetjeningsløsning. Borgeren vil skulle svare på alt for mange spørgsmål. Det må kunne gøres enklere for borgeren,” siger Rasmus Bak-Møller, chef for staben Politik, Kommunikation og Digital service i Randers Kommune.
Staben består af kommunikationsafdeling, Borgerservice, IT og Politisk betjening for netop at sikre, at der er så stærkt et fokus på digitalisering som muligt. Staben blev oprettet i januar 2011.
Via den nye hjemmeside er der også adgang til hver borgers personlige univers, MitRanders. Her logger borgeren ind med NemID som også er login metoden til resten af det offentlige. I MitRanders er både økonomioverblik for den enkelte, overblik over boligoplysninger, børnenes skoleskema osv. Det er muligt at betjene sig selv for eksempel på boligområdet. Samtidig er borgeren også direkte i kontakt til en række fællesoffentlige selvbetjeningsløsninger.
”Kommunen er borgerens naturlige indgang til det offentlige. Det har vi ønsket at understøtte og samtidig sikre, at vi i kommunen benytter os af de eksisterende fælles løsninger og bruger vores egne ressourcer og kræfter på at udvikle særlige løsninger, som gør det nemmere at være borger i Randers Kommune,” siger Rasmus Bak-Møller.
For eksempel har Randers Kommune udviklet en boligfane. Her er det muligt at bestille affaldssække, se byggesag, søge boligstøtte og anden relevant selvbetjening.
Borgere med skolesøgende børn har samtidig adgang til en fane for hvert barn med oplysninger om skoleskema, skolens beskeder og meget mere, ligesom det i Mit Randers også er muligt at se hvad der foregår af arrangementer i Randers.
”Vi har kun været i luften i få måneder og kan endnu ikke sige så meget om besøgstal i MitRanders. Men vi kan allerede se, at borgerens interesse for vores hjemmeside er steget eksplosivt. I maj 2010 havde vi cirka 30.000 besøg på hjemmesiden. Det steg i år til 90.000,” siger Rasmus Bak-Møller.